Anmeldelser:
***** – Camilla Lærke Mors.
***** – Henrik Øster-Jørgensen.

“Det er en meget, meget flot og overbevisende debut.”
– AnneLise Marstrand-Jørgensen.

“Kedeligt bliver det aldrig, for Christina Hagen praktiserer en særlig kynisk råhed og selvironisk humor, der gang på gang får lov at slå ud som stilistiske lykketræf.”
– Erik Skyum-Nielsen.

“Sexdronning er en knytnæve i synet på frelstheden med en befriende vilje til at overskride grænser, bryde tabuer og formulere forbudte og forkerte tanker (…) Noget tyder på, at (Mod)Hagen bliver en absolut nødvendig forfatter.”
– Dag Heede.

“Christina Hagen iscenesætter med stor sproglig finesse både det forhold, der er dødsmærket på forhånd, og det forhold, der dødsmærker sig selv af for mange forbehold. “Sexdronning” er – med den franske teoretiker Roland Barthes’ ord – en tekstsamling om kærlighedens forrykte tale, skrevet med stor sarkastisk fornøjelighed og udsøgt sans for afstanden mellem de ting, vi tænker om hinanden og så det, vi siger til hinanden. Eller kun får sagt indeni.”
– Anne Sophia Hermansen.

Uddrag fra “Sexdronning”:

Jeg ville være stolt, hvis jeg havde en penis. Gå rundt i lejligheden uden boxershorts og svinge med den, når jeg kunne komme til det. Eller en tur i gårdhaven og lade blæsten og luften komme til dernede, så der ikke blev varmt og fugtigt som i en fuglerede. Jeg ville stille et spejl op, når jeg kneppede, for at se mine røvballer blive stramme, så der kom en hulning i siden. Pigen ville nyde det og synes, at jeg var flot – også selvom jeg ikke var det. Hun ville begære min maskulinitet så meget, at hun ville se bort fra min dobbelthage og mine strækmærker og bløde hofter. Hun ville bare have mere og kalde mig Manolis eller Alexander eller Leo som en mand, der arbejder på en byggeplads og kommer sent hjem og lugter af øl og cigaretter og ser forpint ud. Jeg har hørt om en mand, der vejede 160 kg og kun spiste hvidt toastbrød med chokoladekrymmel på. Sådan en Leo vil jeg være. Smække hoveddøren i og råbe, at det er skideirriterende, at der altid lugter af kål og fis, som om det var et plejehjem. Jeg vil kigge på mine børn og kigge væk igen, for de vil være ubegavede og sløve, efter at have leget med klodser en hel dag i varmen fra radiatorerne og lugten af kål og osen fra cigaretter, som min hustru vil have røget mindst tredive af den dag. Jeg vil styre direkte mod køleskabet og hive en pakke hvidt toastbrød ud med den ene hånd og gribe chokoladekrymlen fra skabet med den anden og en pakke smør, min kone netop har købt og som derfor stadig ligger fremme på bordet. Det hele vil jeg tage under armene og gå ovenpå ad trapperne, mens jeg kigger på mine unger, som bliver mindre og mindre dernede i stuen, for hvert skridt jeg tager. Jeg vil konstatere, at de er sløve – sikkert efter en lang dag i varmen fra radiatorerne og røgen fra min kones cigaretter, som jeg vil skyde på, der vil have været minimum tredive af den dag. Jeg vil låse mig inde på vores marmor, men alligevel ikke marmoragtige toilet med Anders And blade og karbad og en lille øl, jeg har gemt bag cisternen, som jeg har set dem gøre i en gammel film. Så vil jeg sidde der og hedde Leo og rent faktisk hygge mig i mit eget lille otium, og hvis nogen banker på, så vil jeg sige til dem, at jeg har haft en hård dag, og hvis de vil noget, så kan de glemme det, og hvis de ikke kan glemme det, så kan de fanden rende mig gå ud i haven og skide, for far har brug for fred og ro, og det har været en meget hård dag. Far er træt. Og de vil pive og pyldre, men de vil forstå, hvad jeg siger, og de vil acceptere det, og de vil gå ud og skide i haven, efter at mor har sagt, at det er nok alligevel det bedste, for far er meget træt efter en lang dag på arbejdet. Tre timer senere vil jeg låse mig ud og gå ned til min kone og kigge ind i stuen for at se, om mine sløve børn stadig sidder derinde. Men de gør de ikke, for de er lagt i seng, og så vil jeg gå ud til min kone i køkkenet og kysse hende på panden, og hun vil nusse mig på ryggen og spørge, om det har været en lang dag. Jeg vil sige: ,,Ja, det kan du kraft eddermame bande på!”
Og hun vil ligne en moder, der prøver at trøste et lille barn, og hun vil tage mig i skridtet og spørge om ,,et lille blowjob måske kunne hjælpe”, og jeg vil sige, at ,,ja, det tror jeg måske, det kunne“. Og så vil vi gå op, og jeg vil tage mine overalls af, og hun vil begære mig, som man begærer sin mand, og hun vil suge og suge. Solen uden for vores soveværelsesvindue vil gå ned og stå op, og min kone vil springe ned ad trapperne for at lave mig en toast med chokoladekrymmel på, mens hun sætter de sløve unger ind i stuen og skruer op for varmen, så radiatorerne banker.
Eller jeg hedder Carl Møller og er overlæge på Psykiatrisk Hospital i Hvidovre. Og jeg er seriøs og har anlagt et sølvgråt fuldskæg. “Silverfox”, kalder de mig, og jeg er venlig over for alle, men også lidt arrogant, som det nu forventes af mig, når jeg er overlæge på Psykiatrisk Hospital. Og sekretærerne og praktikanterne fniser af mig og bliver våde i skridtet, fordi jeg er klog og magtfuld. Og min kone Gerda, som jeg har været forlovet med siden 1977, er frygtelig gammeldags og snoer sit lange, sorte indianeragtige hår op i to frikadeller – en på hver side – og pynter frikadellerne med fine, små dingenoter og blanke spænder, som hun har købt i sampakninger i Lokalbrugsen.
– Er de ikke sjove? spørger hun mig.
Og jeg siger:
– Jo, det er de rigtig nok. Som om vi parodierede et børneprogram på DR TV. Gerda smører en lille madpakke til mig hver morgen, som jeg sirligt lægger ned i min attachetaske, som jeg har fået i julegave af vores dejlige svigersøn. En taske af særdeles god kvalitet. Og Gerda har puttet remoulade på de fleste af madderne, som jeg skraber af igen med midtersiden fra en journal, jeg har kopieret til samme formål. Jeg elsker Gerda, som har spist for mange bolsjer, så hendes tænder er blevet takkede. Gerda, som har drukket for meget kaffe, så hun lugter hult ud af munden, som et gammelt træ og lidt af salamipølse. Kaffeånden sidder i vores møblement.
I hver spisepause sender jeg en lille tankehilsen til Gerda og børnene, Vivi og Frederik, og tænker, at jeg nu egentlig har et ganske godt liv. Og så en dag kommer en af de nystartede praktikanter hen til mig og virker fjollet og ung og taler om alt for private ting, som jeg alligevel kan mærke, at jeg synes er hyggelige at høre om, og jeg beder hende om at fortælle mere, og hun fortæller mere, og det ene går med det andet, og en dag opdager jeg, at nu har vi siddet og talt sammen i hver pause den sidste uge, og om fredagen tilbyder jeg så at køre hende hjem, for hun bor lige på vejen, opdager jeg. Det vil hun da gerne, siger hun og springer ind som en lille lystig hjort, og vi taler om mælkebøtterne, der suser forbi i vejkanten, og jeg fortæller hende om, dengang Gerda og jeg flettede kranse af sådan nogle mælkebøtter, til den helt store guldmedalje, og praktikanten griner og siger, at det lyder, som om vi har det godt sammen. Det giver jeg hende ret i, og hun siger, at hun godt kan forstå, at Gerda vil holde fast i sådan en som mig. Både med udseende og økonomi og fordi jeg er sådan en sjov og rar fyr og egentlig også ret sexet.
– Sexet? siger jeg og lyder overrasket og bliver rød i hovedet som en ildkugle, og kort tid efter indlogerer den glade praktikant sit ansigt i mit skød, og jeg tænker på Gerdas frikadellehår og mælkebøttekransene.
Praktikanten stiger ud af bilen og nævner aldrig episoden for mig igen, og en aften, hvor jeg ligger og grubler, rører jeg ved Gerdas frikadeller og kommer til at græde lidt, mens jeg fortæller hende om praktikanten, der slet ikke var meningen, og jeg har haft det så dårligt siden, og hvordan kunne jeg være så dum, og det skete bare, og det var slet ikke rart – det var helt underligt – og jeg blev bare helt paf, og hun er alt for ung og naiv og slet ikke min type. Slet slet slet slet slet slet ikke min type. Det må du tro på. Hører du på mig, Gerda. Slet ikke min type. Der bliver ikke noget igen, det ved hun også godt. Det var dét, det er fortid – lad os se fremad, ikke? Og Gerda græder og nikker og siger, at hun ikke troede, jeg kunne finde på den slags, men at vi må stå sammen, også i hårde tider, og jeg giver hende ret og siger, at jeg er glad for, hun er så large. Og så river hun lidt i den og stikker frikadellerne ned under dynen og mumler dernedefra, om det var sådan her, hun gjorde. Og det vil jeg sige ja til.