Når det kommer til forholdet mellem os og dem, så er der mere litterær præcision og mere komplekse tanker her, end der var i Jakob Ejersbos 1.500 siders rugbrødsprosa.
+
Man taler så meget om konceptuel litteratur for tiden; White Girl er et af de første eksempler på dansk, som viser, hvor godt den slags kan fungere.
+
Det her er altså en virkeligt sjov bog, både når det barnagtige raseri bare kører derudad, og når det forvilder sig ud i helt absurde billeder.

– Tue Andersen Nexø, Information.

Sådan ter konceptuel litteratur sig som bedst og heftigst: Fucker vores hoveder eksplosivt op, når vi forsøger at holde Hagen oven vande.

– Lars Bukdahl, Weekendavisen.

Der er mange fascinerende, finurlige og crazy-humoristiske indslag i denne meget originale bog.

– Peter Stein Larsen, Kristeligt Dagblad.

Fuck, den er vild, Christina Hagens nye bog.
+
Det er mere end bare provokerende og mere end bare en simpel omvending af hvidt og sort. Det er sprogkunst.
+
I sin herligt alternative digtsamling veksler Christina Hagen gnidningsfrit mellem det politisk korrekte og ukorrekte.

– Lilian Munk Rösing, Politiken.

Tue Andersen Nexø, Information. BØJ DIG I DEN STØV FOR DEN RIGDOM:

Hvilken slags dansk taler den evigt forurettede, kvindelige turist, når hun taler til alle de dér grækere, afrikanere, asiater og latinotyper, der bryder forstyrrende ind i hendes drøm af en rejse? De maser sig ind på hende, de ser på hende, de vil udnytte hende økonomisk, seksuelt, på alle måder. Deres mindste blik udtrykker, det er hun sikker på, en total foragt, og det selv om hun jo ingenting – ingenting – har gjort dem. Hun vil bare være i fred, når hun altså ikke vil have opmærksomhed.

I White Girl, Christina Hagens ålestramme koncept af en digtsamling, taler hun nogenlunde sådan som … ja, som alle vores fordomme om »de indfødte« gør. Hun taler et helt nyt, af Hagen opfundet pidgin-dansk. I korte, eksplosionsagtige prosatekster – det er lidt svært at forstå, hvorfor White Girl kalder sine tekster for digte – raser hun sin grammatisk ukorrekte galde ud over alle dem, der ødelægger hendes forsøg på at opnå den rette turiststemning.Resultatet er utroligt morsomt og sært ubehageligt på samme tid. Hør bare her:

»Åh for satan jeg blive sindssyg af din fucking ævl. Hele tid du stå uden for restaurant i din tjenerkostume og sige til mig på den dansk: ’Goddag, goddag’ og ’hvordan du har det?’ som papegøje. Jeg fucking lyst til at skære din triviel mund af og putte ned i syltetøjsglas og sætte i køleskab og rigtig spise til jul sammen med SVIN og PØLSE og KÅL og anden ting, der lugte og er grim. Du mig så gal gøre! Du lukke din kæft eller jeg lave den vold på dig, latinomand!«

Det er jo ikke til at vide, og sådan er det i mange af de små stykker, hvem der egentlig er mest usympatisk her, midt i turistfældernes bundtriste menneskemarked. Eller hvem der mest aktivt udnytter hvem, eller hvem der egentlig papegøjer den mest i det danske sprog. Til gengæld er der noget helt bizart energisk over drømmen om at lave de indfødte om til hjemlig julemad, en drøm, der går igen i flere andre tekster.

Det samme gør følelsen af, at hele den fremmede verden ligesom burde underkaste sig turistens behov. At man har ret til at gøre hvad som helst, især fordi man faktisk er rejst væk fra et trivielt og kompliceret liv, og at man ikke af den grund skal forstyrres af grotesk anmassende fyre og dårlig samvittighed. At det i virkeligheden er os – mig, ’white girl’ – det er synd for. »Hva fuck giver dig lov til at dømme min hvide skind?« som der står undervejs.

Litterær præcision
Nå, tilbage til White Girls sprog. Christina Hagen orkestrerer sin opfindelse med en virkelig fin sans både for sproglig økonomi (kun et par gange går teksterne i tomgang, det mærker man straks) og for den indbyggede komik. Det her er altså en virkeligt sjov bog, både når det barnagtige raseri bare kører derudad, og når det forvilder sig ud i helt absurde billeder.

Men der er også noget foruroligende – og derfor: fint, skarpt – ved at lade den hvide turist tale pidgin-dansk. Som læser iden-tificerer man ellers det sprog med de indfødte, her har det altså flyttet plads fra ’den anden’ til os hvide. Hvordan skal det forstås? Er det ’white girl’s forsøg på at tale til de brune på det sprog, de forstår?

Samtidig er det et sprog, der ligesom af sig selv gør den talende smålig, ufrivilligt komisk, overtydelig og tegneserieagtig. Så White Girl siger også: Sådan er vi hvide drenge og piger. Men den siger så også: Hvad siger det om os læsere, at vi tilskriver alle de ikkehvide, grækerne, afrikanerne osv. denne smålige overtydelighed. At vi føler det som påfaldende, når det lægges i munden på os?

Det er et enkelt, skarpt greb, men det river mange ubesvarede spørgsmål med sig. Man taler så meget om konceptuel litteratur for tiden; White Girl er et af de første eksempler på dansk, som viser, hvor godt den slags kan fungere. En sidste udladning at gå hjem på, ’white girl’ taler »til den hvid turist, der tror, han indfødt«, som »patronisere den velfærdssamfund og lige agurke«.

»Jeg sige dig: din luksusluder. Jeg ikke fordrage din foragt for din egen luksusland. Du komme til beskidt land med renskuret negl, du af den stat betalt læge din mala-riapille ordineret, du den hvid smil har reguleret hos den skoletandlæge, du i den gratis skole har lært den engelsk og den spansk. Jeg sige dig: Bøj dig i den støv for den rigdom, du utaknemlig satan!«

Når det kommer til forholdet mellem os og dem, så er der mere litterær præcision og mere komplekse tanker her, end der var i Jakob Ejersbos 1.500 siders rugbrødsprosa. Husk det derude, alle I gymnasielærere, næste gang I laver pensumlister.

Heftig gennemgang af mit forfatterskab i VAGANT 3/2017. Foretaget af Christine Strandmose Toft.

Lilian Munk Rösing, Politiken:

Med inspiration i postkort skrevet af et hold højskoleelever om deres værste rejseoplevelse har Christina Hagen givet vild stemme til den hvide pige som verdens neger.

Fuck, den er vild, Christina Hagens nye bog. Når den ligger med forsiden opad, ligner den et kladdehæfte: På grumset hvidt omslag står forfatternavn, titel og forlag skrevet med blyant. Den består af godt 30 korte tekster, hvoraf de tre første og den sidste fremstår i håndskrift med blyant, mens resten er trykt med en skrivemaskineagtig typografi.

Bogen præsenteres på kolofonsiden som »en fiktionalisering af en samling postkort skrevet af hvide mennesker«. Og så går det løs: »Lille note til dig, lille rich girl i Athen: Hvem fuck du tro, du er?«, »Du lukke din kæft, eller jeg lave vold på dig, latinomand!«, »Til dig, sort dame i New York, bag den fucking skranke i metro: Du den attitude pakke væk. Jeg på toilet græde din opførsel«. Hvert postkort er den danske hvide piges alt andet end venlige hilsen til en udenlandsk person og fortæller historien om, hvordan denne person har krænket og ydmyget hende.

MAN LÆSER på en gang med et fnis boblende i halsen og forundringens nysgerrige rynke i panden: Hvad pokker går det her ud på? Postkortene er opstået ved, at Hagen har bedt en række højskoleelever beskrive deres værste rejseoplevelser. Og tilsyneladende går det ud på at tale fra en position, hvor White Girl er offer, og desuden at skabe en slags perledansk for gammeldanskere; et sprog med kongruensfejl og kreativ ordstilling, som man får lyst til at messe på WallahWallahmelodien, men deri standses man alligevel af gammeldansk kollokvialitet som »søreme« og »faktisk«. Måske minder det snarere, som det var mine sønners association, om Tintin-Congo-neger-sprog.

White Girl er offer ikke bare for Black Man, men sådan set for alle både mænd og kvinder i den tredje verden samt Grækenland. De udsætter hende for rå handlinger af den ene eller anden art, enten handlinger rettet direkte mod hende ( sexchikane, pengeaftapning, liderlige eller misbilligende blikke) eller handlinger, der vækker hendes afsky ( »Peruviansk mor, du den køn lukke eller den mand snøre til, for jeg ikke din lus i din unge græde på den nat længere vil« ). White Girl spytter verbalt på alle disse mennesker, der holder hende fast i et fordomsfuldt billede af sexgal skandinav eller rig og privilegeret – white girls got feelings too: »Du ikke tro White Girl har romantisk følelse? Du ikke tro, vi drømme om silkelagen og rød rose og den pæn ord?« Men hun spytter også på »den hvid turist der tror, han indfødt, der tror han sort mand« og stolt fremviser sine fotos af fattige afrikanere: »Du flashe den fotos, den for dig dyr smykke. Den vise du rigtig god menneske. Jeg sige dig: Du luksusluder«.

WHITE GIRL’S forargelse glider på herlig vis mellem det rimelige og det urimelige, det politisk korrekte og det politisk ukorrekte. Det er rimeligt og politisk korrekt at føle sig feministisk krænket af mænds sexchikane. Det er ikke helt urimeligt at føle sig malket for penge, så snart man sætter sin hvide turistfod i fattigt land, men knap så politisk korrekt at udsynge sin galde over det. Og det er hverken rimeligt eller politisk korrekt at anklage strejkende græsk lufthavnspersonale for mangel på medmenneskelighed.

Det er mere end bare provokerende og mere end bare en simpel omvending af hvid og sort. Det er sprogkunst. Og som kunst fremsætter det ingen simple statements, men rejser spørgsmål: Hvornår er det af etisk og politisk vigtighed at oplade forargelsens røst, og hvornår er det etisk og politisk betændt? Hvornår er der æstetiske potentialer i den vrede stemme, og hvornår er det bare bullshit? Har offersproget grebet hysterisk om sig, så det nu også er de privilegeredes sprog? Eller kan også en hvid pige have grund til at fremture i sin krænkelse og brug for sin egen version af perledansk? Okay, du tænke over det, som den Politiken læse og tro du så fucking tolerant, du hellere læse den White Girl, måske du blive lidt klogere.

LILIAN MUNK RÖSING lilian. m. rosing@pol. dk.

Fra rektor Marianne Zibrandtsens translokationstale 2013, Aurehøj Gymnasium:):

“Den unge lyriker Christina Hagen (f.1980) eksperimenterer med fiktionaliserede postkort fra hvide mennesker, som rejser rundt til de sædvanlige turistmål. Her oplever de med forargelse, hvordan de lokale prøver at snyde og bedrage dem. For at tydeliggøre, at vreden går på de indfødtes beregnende holdning og udnyttelse af os naive turister er sproget ”dårligt indvandrerdansk”, så det pludselig er de lokale, der har magten og er de stærke, og de hvide turister, der er de sårede og udnyttede.

Her skal I høre et postkort:

Du fremmed menneske, der tro, du har den god temperatur, jeg sige dig ting! Du lave sjov bevægelse som den lille kylling, der fryse og spørge om ”der ikke kold i den land, jeg komme fra?” ”Uh, der ikke rigtig kold?” du spørge? ” Det virke så kolde og alle folk fra din land gå med stor frakke”. Jeg fortælle dig noget, din fucked up Dario. Vi faktisk den fire årstider har, og den årstid i den sind afspejles. Ja, du – liv og glade dage hver dag hele året rundt, og hvad du tro, den gør ved din hjerne? Hvid menneske, nuanceret menneske. Vi tænke med den hjerne – vi græde, vi le, vi tænke efter og ikke bare danse på den bord og ligeglad med den børn i den rendesten er. Du fucking lære, at den liv har den lektie, og man ikke den lektie lære, man bagud komme, og man den ligning om liv ikke kan løse, når man gammel blive og sidde i rullestol – når du den samba ikke længere kan høre, når du den whisky i den flaske ikke mere har. (Christina Hagen, White Girl, 2012)

Christina Hagen får pågående og hjerteløst udstillet den ubalance, der er mellem folkeslag og racer, foragten og den gensidige mistro og mistillid, som er os imellem. Foragten er gal på begge sider! Tankegangen, at vi kan dele menneskeheden op i et ”dem og os”, hvor vi er de kloge og dybsindige, og de er de dumme, beregnende giver associationer helt tilbage til imperialismen og hvid mands byrde. Vi troede vel her i 2013 at vi var kommet længere end det? At der i den historie om menneskehedens udvikling hver eneste af jer, der er her i salen, er et kapitel i, burde være fremgang at spore. Kan det virkelig være rigtigt, at vi er på vej bagud? Hvad er det, vi har gang i?”