Jeg lavede et mail interview til Politiken. Der blev kun plads til meget, meget lidt i avisen, så her er teksten ikke-forkortet (og dermed mere nuanceret):

Din sidste bog ’Jungle’ affødte en heftig debat om racisme, litterær frihed og din egen position. Var debatten stormvejret værd?

Jeg skal jo svare ja. Men nej. Ikke ret mange hidsige debatter er noget stormvejr værd, især ikke debatter, der foregår på Facebook. Men debatten har været noget værd for mig personligt, fordi jeg er blevet mere bevidst om min forfatterrolle. Jeg er nu endnu mere klar over, at jeg ikke er interesseret i at gå på kompromis eller frame for at ingen med sikkerhed bliver vrede. Jeg vil altid stå på et usikkert sted og derfor vil jeg altid være udsat for kritik, det er et vilkår for mig. Det kommer aldrig til at ændre sig, for jeg vil ikke skrive bøger på bestilling fra andre eller andre grupper. Til gengæld kan jeg måske overveje, om jeg fortsat skal skrive. Det vil være konsekvensen, hvis jeg med sikkerhed vil undgå, at folk bliver vrede på mig.

I et genmæle i Information beskriver du dit litterære projekt som en ”mangfoldiggørelse af trivialitetens sprog”. Og at du i den forbindelse er villig til at påtage dig en hvilken som helst (usympatisk) rolle. Er du en enmandshær, der kæmper mod den politiske korrektheds tyranni?

Nu skal jeg jo passe på, at jeg ikke inkluderer andre, der ikke vil forbindes med mit projekt, men jeg synes da, at der er andre forfattere, dramatikere, filmskabere, der kæmper samme kamp, og de er mine helte. Men fælles for dem er også, at de er hadet af en del og udsat for kritik. Dog holder mange meget nøje øje med, hvad de producerer, de venter i spænding på næste mulige provokation. Der er en lyst til at blive forarget, føler jeg, som nok følger med den renhed, der er i tiden. Der er brug for de her officielt dårlige og onde mennesker, som man kan kaste sig op imod som gruppe og dermed blive styrket i sit eget projekt. Jeg har det jo, til dels, selv sådan med Trump. Det er meget menneskeligt og sundt for gruppen; følelsen af at vi står sammen i kampen mod det onde. Den kamp kender jeg godt selv. Denne gang har jég været “det onde”, og det er min forventning, at det ikke bliver sidste gang.

’White Girl 2’ er fortsættelsen af ’White Girl 1’. Kan man se figuren som en revykarakter, der udvikler sig med tiden og performeren – eller hvordan vil du selv beskrive hende?

Ordet revy gør lidt ondt i mit hjerte, men jeg skriver banalt og poppet, og hvis det er sådan man ser White Girl, så accepterer jeg det. Jeg accepterer alt. Jeg synes ikke, hun er revy. Jeg synes, hun er en cirkusklovn i en uhyggelig manege, hvor der både foregår komiske ting, usmagelige ting og hvor mennesker bliver behandlet uværdigt eller ligefrem dør. Hun er også meget overfladisk og har et snævert syn, og det synes jeg også findes i tiden. Hun er god til at skabe de her paranoide forklaringer, hvor den ikke-hvide konstant spænder ben for, at hun kan leve det gode liv, som hun så gerne vil leve.

I ’White Girl 2’ er der smurt blod på siderne. Hvorfor?

For banalt at symbolisere, at den flygtningepolitik, vi accepterer, den slår mennesker ihjel. Men vel også fordi det har forbindelse til den måde teksterne skrives på, selve processen. Jeg skriver meget hurtigt, når jeg skriver White Girl-teksterne, og jeg skriver på et hysteri og en vrede, der gør, at jeg ikke holder pause. Som om jeg skrev med en blyant, indtil blyanten var brugt op og mit blod kom ud af fingrene, det er den følelse, jeg har. Som om der er så mange eksempler på racisme, at man i princippet kunne blive ved for evigt. Jeg synes, der er meget, man kalder racisme (for eksempel fortalelser eller det at bruge ord forkert eller balladen omkring Ditte Gieses kineserudklædning) som i mine øjne ikke er racisme og så synes jeg, der er meget man ikke kalder racisme (for eksempel det at smykke sig med sine eksotisk udseende bekendte – i samtaler – som var de udklædningsgenstande eller et overforbrug af materielle ting, som har haft helbredsmæssige konsekvenser for de mennesker, der har produceret dem + miljømæssige konsekvenser i lokalområdet og meget andet). Jeg savner en nuancering af racisme og en større erkendelse af, at man selv kan indeholde den i en eller anden form.

Lilian Munk Rösing luftede i søndagsklummen sin bekymring for den pligtskyldige litteratur, det at ”unge forfattere føler sig forpligtet til at tematisere undertrykkelse og uretfærdighed”. Gør du det?

Det er ikke mit indtryk, at når unge forfattere skriver om klimakrise, flygtninge og fattigdom, så føler de det som en pligtskyld. Mange er på Facebook og læser nyheder online hele tiden, så vores eget private liv fylder ret lidt i vores bevidsthed i forhold til den verden, der omgiver os og hele tiden fortæller os, hvordan den har det. Det er svært ikke at føle sig sværtet til af den ondskab, eller hvad vi skal kalde den, der er i tiden. Jeg rejser 4-6 måneder om året, og derfor går meget af mit liv ud på at forholde mig til at være en “rig” (selvom jeg absolut ikke er rig), hvid dame, der minder sorte og brune om undertrykkelse og arrogance blot fordi jeg er hvid. Jeg oplever stadig en kamp mellem sorte og hvide, når jeg rejser, og det er den kamp, jeg fortæller om i mine bøger. Der er en råhed fra både de sortes og hvides side, der er udveksling af kærlighed og penge, der foregår mange sociale spil og der er nogle særlige forventninger til, hvad den sorte skal gøre og hvad den hvide skal gøre. Går jeg på stranden om aftenen på Jamaica, så vil der være 3-4 mænd, der spørger, om jeg vil i seng med dem. Det er indforstået, at det er for penge. Jeg har aldrig benyttet mig af et sådant tilbud, men skrev jeg om det i en bog, så ville folk kalde mig racist. De ville sige, at jeg seksualiserede den sorte mand og bekræftede stereotypen. Danmark er et land, hvor befolkningen taler meget om etik. De ting, jeg ser med mine øjne, når jeg rejser, de har intet at gøre med de teorier og begreber, der diskuteres i Danmark. Når jeg rejser, så græder jeg ofte, men mest på mit hotelværelse. Jeg er fuld af skam og hader min hvide hud. Hudfarvens betydning for hvilket liv man kan få, det er noget jeg tænker over næsten hver dag. Selv herhjemme græder jeg over det flere gange om måneden. Men jeg vil ikke skrive om den gråd i mine bøger, for hvad skal den sorte mand i Caribien eller Afrika bruge mine tårer til? Når jeg sidder, hvid og velklædt, på mit hotelværelse og græder, så er det sorgnarcissisme: Lille White Girl er ked af verdens råhed, SÅ godt et menneske er White Girl, og det er jeg meget bevidst om. Jeg vil gerne, i mine bøger, demonstrere den ligegyldighed og den råhed og det forbrug af mennesker, der finder sted, uden at moralisere. Det er let at moralisere med sorte bogstaver på papir, men hvis man ikke forsøger at ændre på noget med konkrete handlinger, at hjælpe til, at donere penge selvom man ikke har mange, blive ven med en flygtning, blive kæreste med en fremmed, tør invitere de mennesker ind i sit liv, giver sit tøj væk, giver sin mad væk, hvad hjælper det så? Jeg tror ikke på inspiration til at blive et bedre menneske, givet videre igennem en bog. Jeg tror på konkrete handlinger, og dem er der for få af, efter min mening, og det skyldes en råhed og en afstand mellem de følelser man har og det man aktivt får gjort for at hjælpe.

Du nærer tilsyneladende en skepsis over for en københavnsk, litterær og intellektuel inderkreds. Dit kunstneriske projekt er ret avanceret, refererende til bl.a. Warhol og Leevi Letho. Hvem skriver du egentlig til?

Jeg bor ikke længere i København, men jeg tilhører jo – i en eller anden grad – selv den gruppe af mennesker, som jeg kritiserer. Jeg vil gerne være i Bilka, men jeg vil desværre aldrig naturligt høre til i Bilka, og derfor bliver det en iscenesat safari, der er lige så kunstig, som at sidde hele dagen på Granola. I Deadline forleden blev der sagt, at Frankrig hylder uenigheden, mens danskerne er konsensussøgende, og det er jeg helt enig i, og det er nok det, jeg bliver provokeret af. Man burde kunne være skeptisk over for den samme gruppe, som man skriver til og selv er medlem af, ellers synes jeg, vi er ude i bestseller-spekulation, hvor man bevidst skriver det som læserne i forvejen er fuldstændig enige i – “de andre er dumme”. Det er for let. Man skal give folk det, de ikke vil have, og ikke det, de har i forvejen og har dubletter af. Jeg er fan af Warhol og også af Joe Brainard, hvis “The Nancy Book” jeg lige har købt. Fælles for dem er, at deres “maskine” er ret kompleks, men deres udtryk er infantilt og banalt. Det gælder i øvrigt også for danske Martin Larsen, som er en af mine yndlingskonceptualister. Nogle betragter “rigtig kunst og litteratur” som et produkt lavet af en meget anderledes fungerende maskine, hvor noget ret ligetil og hverdagsagtigt stoppes ind i maskinen og så kommer det ud som smukke sætninger, der kan imponere alle. Min litteratur er en humlebi. Jeg vil kun have succes med det, der er umuligt at få succes med. Så snart, jeg har tænkt: “Det vil nok ikke kunne lade sig gøre at skrive om, at det her findes”, så er jeg nødt til at skrive det. Jeg er sært tiltrukket af projekter og metoder, der næsten kun kan gå galt. Det var Jungle et godt eksempel på.

Føler du dig misforstået?

Når man, som jeg, ikke er interesseret i at frame eller forklare sine bøger ret meget, så må man regne med at blive misforstået. Det er voldsomt at blive kaldt racist, når man selv synes, at man bruger meget af sit liv på at skrive antiracistiske bøger – eller stikke til klichéprægede opfattelser af racisme og antiracisme. Jeg har været berørt af denne periode i mit liv, og det bliver selvfølgelig en overvejelse for mig, om det at skrive er så meget værd for mig. I dag græd jeg af rørelse over tre sorte flygtningedrenge, der cyklede forbi mig her på Bornholm, hvor jeg er nu. De lyste op i tre hvide smil og råbte “hej”, da de så mig. Det er en hård modsætning, at jeg selv synes, jeg i disse år bruger mit forfatterskab til at beskrive den magtkamp og racisme, der foregår imellem sorte og hvide, men dog gør det på en noget anderledes måde, og så samtidig være i medierne, fordi nogen mener, at jeg skriver racistisk eller ligefrem er racist. Den udnævnte racist, der græder af rørelse, fordi tre sorte drenge råber hej, det er en mærkelig figur og situation. Mine egne idoler: Von Trier, Lollike, Leth, Warhol, Gallo, Paul Mccarthy, Sophie Calle har jo stort set alle været i stormvejr, fordi de heller ikke ønsker at frame eller sikre deres projekter, hvilket i øvrigt er ret let at gøre. Så på den måde er det ikke en fejl eller hovsa, det er en naturlig konsekvens af en manglende vilje til tydelighed og sikring. Jeg fortryder intet af det, jeg har skrevet og jeg står ved det hele. Det kommer aldrig til at ændre sig, uanset hvad tidens stemning dikterer. Men hvad jeg var udsat for med Jungle påvirkede mig selvfølgelig, og det bliver naturligvis øvelsen for mig i fremtiden at spørge mig selv: Kan jeg skrive ærligt og sårbart om konfliktfyldte emner, når jeg ved, hvor megen vrede, mine tekster kan fremkalde?

THE VISIT AF MICHAEL MADSEN, TRAILER