For nogle år siden blev jeg, af en bekendt, kaldt ”frivilligt barnløs”, som om det var en selvfølge, at det er det, jeg er, når jeg nu ikke har børn, men umiddelbart har mulighed for at blive gravid, hvis jeg ønsker det. Det føltes meget underligt at blive kaldt ”frivilligt barnløs”, fordi jeg ikke en gang selv er sikker på, om jeg er frivilligt eller ufrivilligt barnløs. Og er jeg overhovedet barnløs? I så fald er jeg også campingvognløs, husløs, hundeløs og kaffemaskineløs. Hvorfor jeg ikke har børn er komplekst. Vigtigst af alt: Jeg har ikke mødt en mand, som jeg har tænkt, jeg realistisk set kunne skabe en tryg familie sammen med, og det har jeg ikke villet byde et barn. Når en kvinde i den fødedygtige alder ikke har børn, bliver hun ofte stillet en del spørgsmål af venner, bekendte og fremmede: Har du overvejet at adoptere? Du kunne få et barn alene? Eller med en god ven? Jeg går ud fra, at opfordringerne er velmenende, men jeg har manglet en samtale om det essentielle: Hvorfor går vi ud fra, at det vigtigste, i en kvindes liv, er at blive mor? Selv i miljøer, hvor man tænker nyt om kønsroller og identitet, er moderskabet forbundet med noget helligt og selvfølgeligt, og jeg synes stadig, at man ser på kvinden uden børn som defekt. Måske især i dag, fordi det er en af de få roller, vi holder fast i, at man som kvinde SKAL have, nøjagtig som for 200 år siden, mens alle andre roller smuldrer. Jeg har talt med kvinder fra ældre generationer. En amerikansk kvindelig forsker i halvtredserne sagde, at da hun var ung, var det ikke forbundet med samme mystik, som det er i dag, hvis man valgte ikke at få børn. Og måske valgte man det ikke; det skete bare ikke. Men det var ikke et tabu, at man så gjorde noget andet med sit liv – rejste, arbejdede, forskede eller andet.

For mig har det ikke været mere vigtigt at få børn end det har været at leve et frit liv, hvor jeg har kunnet rejse og skrive bøger. Og derfor har jeg ikke fået tid til at få børn. Gør det mig frivilligt barnløs? Da jeg skrev ”Med mig selv i mine egne arme” var det for at spidde det endimensionelle syn på nødvendigheden af kvinden som mor. For at gøre det mere komplekst, skrev jeg monologen til Ida Cæcilie Rasmussen, som var fremragende i min monolog ”Some People” på Statens Museum for Kunst/Det Kongelige Teater. ”Some People” havde premiere kort tid efter, Ida havde født sit første barn, og derfor havde hun barnet med og måtte amme i pauserne. Jeg tænkte, at det var et fuldstændig umenneskeligt pres. Jeg tænkte: ”Godt det ikke er mig”. Men der var også andre tanker. Misundelse måske? Gik jeg glip af meningen med livet? Ida havde noget, der var vigtigere end skuespillet, men hvad havde jeg?

Derfor var det interessant for mig at skrive en tekst om ikke at være blevet mor til en, der netop selv lige er blevet mor. Jeg kan godt lide, at Ida på den måde må ødelægge min agenda. Jeg bad Ida skrive noter til mig om graviditeten og fødselssituationen og om tiden bagefter. De noter, jeg selv havde skrevet, var stort set identiske med Idas, og vi havde begge brugt ordet ”mælkesække” om brysterne efter amning. Kvinden som en fabrik. En nødvendig fabrik. Og det er i nødvendigheden, der kan være gemt en smerte for den kvinde, der ikke har børn.

Jeg synes ikke, at kvinden, der ikke har fået et barn, er en kvinde, der ikke har et barn. Om man er mand eller kvinde, ung eller gammel, så er man stadig sit eget barn, som man skal passe på. Har man fået børn, så skal man stadig huske at passe på det barn, som er en selv. Kvinden uden børn kan have svært ved at forstå kvinden med børn. Kvinden med børn kan have svært ved at forstå kvinden uden børn. Alligevel deler vi en masse tanker, og vi er alle vores eget barn. Det har jeg skrevet en monolog om. Den er skrevet til Ida Cæcilie Rasmussen, fordi hun er en fantastisk skuespiller, som jeg kan se mig selv i.

PREMIERE 5. JANUAR 2019 PÅ REPUBLIQUE! JEG DØR AF LYKKE!

KØB BILLET TIL "MED MIG SELV I MINE EGNE ARME"

ENJOY THE SILENCE

MENINGEN MED LIVET

ANIMAL