Anmeldelser:

"Den er så fantastisk ilter og hysterisk, sær og uhyggelig (i den rækkefølge!), Christina Hagens nye »Brevroman« 71 breve til M, at jeg kun langsomt, helt ude fra de yderste indramninger, tør nærme mig den (...) det er med en formidabel konkret fantasi og livfuld stil, Hagen-forfatteren effektuerer misbruget! Det løfter sig urimeligt, i og med al grimhed og tarvelighed og vulgaritet (det er også bare så sort, sort sjovt!) (...) Jeg vil på det stærkeste fraråde alle rene sjæle at læse - for slet ikke at tale om anmelde Christina Hagens forrygende fordærvede roman."
+
"Den sidste tredjedels fabel om de mekanisk-dukkeagtigt grusomme og mishandlede indbyggere i Vernon Valley, med deres evige, stift idiosynkratiske monologer, er så den reelt foruroligende (fordi uformidlede) allegori over eller vision om ondskaben, på højde med (i kolofonen takkede) David Lynchs sene værkforbrydelser."
- Lars Bukdahl, Weekendavisen.

“Hagen er direkte og til tider ligefrem kvalmefremkaldende (...) "71 breve til M" udfordrer i dén grad læserens normalopfattelse, men er samtidig dybt fascinerende i sit rablende psykologiske vanvid. Teksten hamrer over siderne, flydende, antydet og stramt og lader ingen uberørt.”
- Peter Hagmund, Fyens Stiftstidende.

“Det bedste ved Christina Hagens nye bog er dens sproglige overskud, dens fokus på skøre hverdagsdetaljer og på en ung kvindes optagethed af sex som en ekstremsport.
Christina Hagen er uddannet fra Forfatterskolen og debuterede i 2008 med novellesamlingen Sexdronning. Også i den nye bog er det især skildringen af en ung kvindes fucked up seksuelle fantasier, der gør den interessant.
Hagens fortjeneste er, at hun med frygtløshed og sproglig kunnen udforsker det indre univers hos en af de kvinder, der går på tværs af vejen.”
- Marie-Louise Kjølbye, Information.

"I 2008 bragede debutanten Christina Hagen ( f. 1980) igennem anmeldermuren med sine spidstandede kommentarer til parforhold og al anden poleret pænhed i novellesamlingen "Sexdronning". En rå og ironisk svejseflamme. Nu sidder hun i hvide blonder på flappen af sin anden udgivelse, "71 breve til M", pigeligt og uskyldsrent med blomster i hånd. Men lad jer ikke narre! Også her er ironien og den dirrende urvrede tyk som et tov. For det handler om at kigge bag gardinet og helt ind sjælens snuskede baglokaler."
- LiseLotte Wiemer, Kristeligt Dagblad.

“Christina Hagens anden bog er snirklet, kras og meget overbevisende i sin insisteren på grænseløsheden som eneste konstant. Akkurat som Hornsleths billeder: På overfladen let tilgængelige, men nærmer man sig, åbenbarer det foruroligende kaos sig og truer med at opsluge os. Der er investeret voldsomt meget i denne bog, og resultatet er både stærkt og stærkt foruroligende.”
- Christina Blangstrup Dahl, Dagbladenes Bureau.

"Hagen er en forførende skribent, som kan skrive det ækle smukt og vice versa. Hendes omvending af værdierne, voldens ømhed, fører tankerne tilbage til en stor erotisk forfatter som Jean Genet."
- Mai Misfeldt, Berlingske Tidende.

"Og sådan klasker billederne ubønhørligt morsomt mod hinanden i det, der er Hagens absolutte force: det frodige sprog og den originale associering. (...) Men udvikling? Forløsning? Morale?"
+
"Hagens sprog folder sig ud som kødædende blomster (...) smukt på den grimme måde"
- Lise Garsdal, Politiken.

“Der er en hel del fascinationspunkter i denne på mange måder nyskabende roman, og man bjergtages af den voldsomme sprogbrug.”
- Jens Henneberg, Nordjyske.

...og så fylder "71 breve til M" en hel del i (Weekendavisens) Bukdahls hoved i denne tid:

16. august:

Rådvild præ-anmeldelses-læserapport

Jeg læste første halvdel af Christina Hagens 71 breve til M i søndags - som en fødselsdagsgave: skarpt flintrende velskrevethed betingelsesløst foræret mig, som jeg kunne nøjes med bare at sige tak for - ustadigt ud i luften, tak, tak, tak. Jeg læste anden halvdel i går som (halvdelen af) den anmeldelsesbog, romanen i realiteten er og blev i stigende grad desperat over, hvad af i stigende grad besynderligt, det hele egentlig går ud på, og hvordan jeg skulle formulere en fiksering af og forklaring på den besynderlighed i min forbandede anmeldelse - mens jeg ved siden af og nedenunder stadigvæk nød velskrevetheden, den så også stadig mere ramponerede velskrevethed.

Og jeg har ikke fundet en løsning på en læsning endnu - i dag anmeldte jeg lalleglad Renè Jean Jensens kortprosaarkiv Om april, i maj og læste Astrid Saalbachs to skuespil Rød og grønt & Piéta og halvdelen af forlaget Kronstorks yderst fortjenstfulde Antologi 2010 og Amalie Smiths kun LET forvirrende hybridarium De første 5000 dage, der alle udkommer og bør anmeldes denne uge (trendoptælling 3: offensiv, vrængende lysten kvindelig sexualitet, Hagen (i første halvdel!) og (antologiens) Asta Olivia Nordenhoff og glimtvist Smith)

Men i morgen tidlig er der ingen vej og ingen overspringshandlinger og ingen konkurrerende anmeldelser (aaaah, det kan godt være jeg lige starter med en lille, hurtig en af Saalbach, nej, jeg må ej, jeg skal gå lige i den kødhakkemaskine, der er 71 breve til M ) udenom.
Indsendt af Lars Bukdahl kl. 17.50
Etiketter: 71 breve til M, Amalie Smith, Christina Hagen, trendoptælling

...Og det blev en kamp - 1 times gen-skimning, 3 timers grublen og skriblen - og så ved 13.00-tiden en nær-spastisk, panisk tekst, der stensikkert går helt vrang af, hvad besynderligheden betyder og hvad betydningen besynderliggør - hvilket Skyum eller Lilian nok skal fortælle mig løsningen på i fredags-Inf.

18. august:

Kritisk øjeblikkelighed under stjernerne

Meget forløsende, efter jeg i går slavede i TIMEVIS på anmeldelsen af Christina Hagens umulige roman 71 breve til M, at gå ind på Gyldendals hjemmeside denne morgen og bruge præcist 1 øjeblik på at klikke stjerner, 4 ud af 5, til bogen - det må være den kortest og hurtigst mulige litteraturkritik i byen. Problemet er, at den enkelte stjerneafgivning bliver opløst i gennemsnittet af stjerneafgivninger (kun hvis du er den eneste stjerneafgiver, er du til at få øje på som 1 (anonym) stemme, hvilket jeg er af fx Niels Simonsens Datoer), og at det gennemsnit som regel vil være 4, fordi de fleste, der overhovedet giver stjerner, er positive (sympatisk nok), men optimal karakter er alligevel lige voldsomt nok at give, og 5 stjerner i gennemsnit ser simpelthen ikke ærligt ud, derfor burde det optimale antal da også, som i de fleste stjernesystemer (fx det jeg selv er tvunget til at benytte i filmbladet Ekko - og bare så der ikke er nogen tvivl: jeg går IKKE ind for stjerner, de er dumt og bastant reduktive), være seks stjerner, så ville man se en SMULE differentiering.

Det forunderlige ved lige præcis opslaget, eller hvad det hedder, på Christina Hagens bog, er at en af de foreløbig kun 3 stjerneafgivere Henrik Blunck på udgivelsesdagen i går efterlod en nuanceret kritisk kommentar, der meget præcist slår ned på det eller de sammenbrud i romanen, som jeg i min egen anmeldelse forsøger at læse som bevidst projektunderminerende, men til syvende og sidst lader den eminente læselighed komme bogen til gode:

På en måde er ideen med bogen nobel og ædel. Tanken om at gøre de fængslede mindre unormale, men det går hurtigt op for læseren at forvirringen er større end afklaringen. Brevene viser fascinationen af det farlige, det "forbudte", det tabubelagte, ensomheden, men også pludselige indfald af tanker som uvægerligt får os til at tænke: "Hvad sker der lige her?" Det seksuelle fyldstof er nærmest overflødigt, og devaluerer den tone læseren, som ikke har lavet samme grundige research for at kende miljøet, ville forvente af breve til en indsat. Alligevel formår forfatteren at overraske og tryllebinde sit publikum. Vi venter næsten en mulig forklaring på M's reaktioner på flere af de skrevne ting, men efterlades med en undren om næste bog kunne være svarene på de spørgsmål forfatteren stiller gennem bogen. Fire store stjerner for ideen, der er nyskabende.

En kritisk helt, hr. Blunck, under stjernerne.

20. august:

Forfatterforklaring uden fis

Christina Hagen har skrevet et langt, ærligt reflekteret, ultimativt facit-løst svar til læseren Henrik Blunck (der er blogpost nedenfor) på Gyldendals hjemmeside - jeg kan ikke helt gennemskue hvor meget, helt eller halvt?, det undergraver min egen anmeldelse af 71 breve til M, der forhåbentlig er i avisen i dag, jeg går ned til postkassen nu, og gruer for Informations bedreviden:

Kære Henrik Blunck. Tak for din anmeldelse af bogen. Det er meget rigtigt set, at forvirringen er større end afklaringen. Jeg forestiller mig, at netop det kommer til at fylde i mine fremtidige tekster. Bøger skal gerne være som livet. Jeg har fået mange spørgsmål fra journalister omkring Vernon Valley. "Hvad betyder Vernon Valley?", spørger de. Her er et forsøg på en forklaring: Jeg har aldrig fysisk været i Vernon Valley. Vernon Valley er et eksempel på et sted, og stedet findes i virkeligheden i New Jersey. Jeg´et bruger Vernon Valley, som hun kender til via M, som et mentalt refugium. Under mine samtaler med mine interviewpersoner kom der nogle synspunkter, teorier, forklaringer, løgne og sandheder frem, som jeg af forskellige årsager ikke kunne bruge "rå" i min bog. De forskellige årsager var bl.a.: At nogle af dem var en slags fortalelser - d.v.s. de eksisterede kun i det øjeblik, de første gang blev fortalt (interviewpersonerne ville ikke gentage), de blev aldrig formuleret af mine interviewpersoner (men en masse hentydninger samlede sig til sandheder, der lå bag nøje konstruerede, årelange løgne), jeg MÅTTE og ville ikke bruge dem, som de var, af hensyn til de implicerede/ofrene. Derfor findes der nu de her tekststykker fra idylliske Vernon Valley, hvor jeg´et kan flygte fra, hvad man kan kalde "ondskaben" og det uudholdelige. Tekststykkerne er finurlige og nogle af dem ligefrem humoristiske, selvom de alle er hæftet til tragiske informationer, jeg har fået fra mine interviewpersoner. En metode der har gjort det udholdeligt og muligt, rent praktisk/lovmæssigt/etisk (selvom den balancerer lige på kanten selv nu), for mig at skrive bogen og en overlevelsesstrategi/flugt for bogens jeg. Der er ikke noget i Vernon Valley-delen, der ikke giver mening, men samtidig er det lige så svært for mig at forklare, som hvis jeg havde malet et billede og man spurgte, hvorfor jeg havde tegnet en rød plet i højre hjørne. Jeg kan godt komme med en rationel forklaring, men det er en abstrakt tekst skabt ud fra nogle virkelige sætninger, sandheder og teorier, så jeg kan kun nærme mig en forklaring; den kan aldrig blive fuldstændig. Jeg ved, hvad hvert stykke i Vernon Valley betyder for mig og mine interviewpersoner, men det er ganske sandsynligt, at de vil komme til at betyde noget andet for hver enkelt læser. Jeg vil ikke komme med en løsning til de her gådeagtige tekststykker, for de kan fint læses uden at blive tydet, og jeg vil hellere have, at folk skaber deres egne tanker i stedet for, at de løser gåden, lægger bogen fra sig og glemmer alt igen. Det er ikke en betingelse, at alt bliver forstået.

20. august:

Senere samme morgen: Tilbage fra postkassen, tre etager nede

Jeg ved ikke, hvad jeg synes som det nye layout på WA, umiddelbart bryder jeg mig ikke om det, det er alt for lækkert og luftigt stikkende, jeg foretrækker mine spalter krattætte (det kom til at lyde sjofelt, det var ikke meningen!) - men måske er det bare fordi, jeg mistænker, at mindre skift nu fylder mere, og det gør det vistnok ikke, og fordi der ikke er blevet plads til tre af de fire anmeldelser, jeg skrev i denne uge, nemlig anmeldelserne af Christina Hagens 71 breve til M, Amalie Smiths De næste 5000 dage og Astrid Saalbachs Rødt og grønt & Pietà - men når det nu skal være, er det selvfølgelig cool nok (og ikke overraskende jo at Johs. Møllehave i sit læserbrev nægter at forstå ordet 'cool'), at den ene Anblik-bog, René Jean Jensens Om anblik, går forud for tre Gyldendal-bøger.

Og så Information: Gode gensyn med Tue Andersen Nexø, der grubler sensitivt over RJJ's fortræffeligheder (hvor jeg bare glæder mig løs) og Marie-Louise Kjølbye, der har mere kig på og sans for M(orderen) hos Christina Hagen, end jeg har, men til gengæld helt undlader at forholde sig til weirdheden i Vernon Valley-universet - det var en lettelse: jeg trampes ikke ned, jeg suppleres og bliver klogere - den ideelle kritiske situation, aah!

20. august:

(portræt af kritiker Lilian Munk Rösing) i Weekendavisen:

Åh, for fanden, jeg håber virkelig ikke, at Lilian Munk Rösing, født 1967 og kritiker på Information siden 2002, anmelder Christina Hagens nye roman "71 breve til M", som jeg selv har haft et frygteligt besvær med omsider IKKE at forstå, med sit sædvanlige fulde fortolkningstjek. Der i dette tilfælde nemlig ikke kan undgå at være særligt overtjekket, eftersom Hagens roman formelig flyder over med crazy kvindeligt begær, som Rösing som begærsforskende litterat har særligt overtjek på. Jeg håber så bare, at hun husker at kvalificere sin særlige, overtjekkede fortolkning med sine særlige over(u)tjekkede kvindelige livserfaringer og -erkendelser. For så behøver jeg ikke bare at opleve mig retfærdigt ud-kloget, jeg kan også føle mig retfærdigt ud-erfaret og ud-kønnet.

27. august:

Susanne Staun: Døderummet. 330 sider, 299 kr. Gyldendal

Af Lars Bukdahl

Efter den relative skuffelse, der var sidste års Fanny Fiske-roman nr. 5, Før jeg dør, anmeldelsen af hvilken gjorde mere ondt på mig end på forfatteren, er det ikke uden tøven denne inkarnerede fan åbner Susanne Stauns nye bog, ifølge omslaget en ”thriller”, med den blodigt forjættende titel Døderummet, hendes første ikke-Fanny Fiske-roman siden 2005’s hvidglødende Skadestuen:
Først to sider med en jegfortalt, rådvild opvågnen på et tysk hospital, der antyder alt muligt forudgående dramatisk. Yes! Det er en åbning, der kort og godt og hårdt er i orden!
Så 10 sider med kærlig og karsk venindesnak i Dyrehaven, dateret halvandet år tidligere, mellem jegfortælleren, der viser sig at være den nogen-og-fyrreårige retsmediciner Maria Krause, en mindre hys og sarkastisk og crazy Fanny Fiske, og hendes bedste og eneste veninde, den afrikanske retskemiker, eller hvad det kan hedde (det ved Staun garentrisset), Nkem, som har besluttet at tage et job på retsmedicinsk Institut i Odense. Nej, nej, nej! Det er alt, alt for venindegemytligt og intimsfærisk og semi-FEMIKRIMI-agtigt! Alarmklokken bimler højt!
Så otte sider med Maria til ”ansættelsessamtale” på en bedre odenseansk restaurant med den selvforelsket maskuline (men ikke aldeles utiltrækkende) chefobducent. Og ro på! Det er faktisk en ret sjov og skarp dissektion af et moderne kønrollespil. Men helt tryg føler jeg mig endnu ikke – på at min thrillermæssige utryghed vil blive ren nok i sin Staunske beskidthed!
Så, på side 29, efter to siders bedragerisk småsnak, vækkes Maria brat og sende ud af Odense til en fjernt gerningssted, hvor det grundigt og, viser det sig, gennem flere dage mishandlede lig af en ung kvinde befinder sig. Så er der ikke længere tid eller plads til smalltalk, så er der kun paniske bevidsthedsjag og kropslig bombethed (aldrig er primal kaffetørst blevet så skildret så indtrængende som i denne roman) og brutale konkreter. Og med få og små (og nødvendig) pauser fortsætter det sådan, jaget, bombet, konkret, romanen igennem. Ah, hvilken skøn, løbende åh-åh! lyder den blivende smagsdom, heldigvis!
Og på side 47 begynder første afsnit af det pseudo-maskinskrevne tekstspor, der er det modsatte af pauser, der nemlig er morderens selvfedt konverserende, lille selvbiografi om sit privilegerede, kærlighedsløse og grusomhedsrige liv frem til thrillerens nu, og allerede på side 49 konfronteres læseren med denne uhyggelige sætning: ”Hvis min mor, overlægefruen, indrømmede, offentligt tilkendegav, at hendes trettenårige søn lavede hende, var hun færdig i en provinsby som Bogense.” ’Lave” betyder i morderens hjemmelavede lingo ’have sex med’, hvilket alt andet lige er det samme som ’voldtage’. Suveræn ond skriptualitet!
Og så kan det godt være, at psykopatiske mordere i virkeligheden formulerer sig lige så primitivt og tvært som M i Christina Hagens nye, uhyggelige ikke-thriller 71 breve til M, han kryber ind under huden alligevel. Hos Staun er alt det hvinende eksplicit, som er hallucinatorisk kodet hos Hagen, hvilket ikke gør den ene bog bedre den anden, det er to væsensforskellige, men kunstnerisk lige stærke konfrontationer med (og illuminationer af) ondskabens hermetik (læs hinanden, Christina og Susanne, Gy skal nok levere bøger).
Maria reagerer, i romanens anden halvdel, med et voldsomt og morderisk raseri, som Staun som sædvanlig nægter at desavouere moralsk – i mellemtiden (og nu ved jeg ikke, hvor meget jeg skal røbe af det sjældne: en ikke bare god, men pissegod, fordi skidespændende thriller) har vi været igennem en væmmelig-omstændelig obduktion, hørt om Marias punkterede fortid: kedeligt ægteskab, en ”åreladende” voldtægt, en abort, et fantasibarn på samme alder og med samme navn som den myrdede pige, blevet viklet ind i i noget bizar og labyrintisk kriminalistik omkrig de røde mærker på pigens hals, der stammer fra sved fra et menneske i behandling for spedalskhed (hvilket bagsiden godt kunne have ladet være med at oplyse, ærlig talt!) og pauseret med lidt kokset sexchikane. Og det må så være mere end nok røbet.
Allersidste del af romanen er ind til benet ren thrillerhed, som (kun) Staun kan levere den: Gennem 30 sider ånder man praktisk taget ikke, og det gør det ikke bedre, det gør det kun ondere, at slutningen udspiller i Tyskland, og til allerallersidst i en SORT SKOV.
Og så omsider er denne Susanne Staun-fan lige så herligt og hjælpeløst fortabt i det skamløst artistiske mørke, som han håbede på at blive. Tak for det SUS i ondskaben!

10. september, anmeldelse, Weekendavisen:

Smække-Hagen. Breve til en morder er den gode dårlige undskyldning for de velskrevet vellystne, udsyret distræte, ondt hermetiske skriftexcesser i Christina Hagens nye roman.

Den er så fantastisk ilter og hysterisk, sær og uhyggelig (i den rækkefølge!), Christina Hagens nye »Brevroman« 71 breve til M, at jeg kun langsomt, helt ude fra de yderste indramninger, tør nærme mig den, og lad os starte med titlen: Den er insisterende nøgtern, ikke mindst sammenlignet med titlen på Hagens heftigt talentfulde 2008-debut, novelle/tekstsamlingen Sexdronning. Bortset altså lige fra det skæve, skæve, ulige tal 71 (lige så skævt som 29 i Peter Laugesens 29 digte, og lige så meget med vilje: sagtens kunne et brev eller digt være tilføjet eller slettet), der pirker groft til læserens øje.
Så har vi genren »Brevroman«, der nu om dage enten er kælent altmodisch (Iselin Hermanns Prioritaire) eller kæk-klummistisk pseudo-intim (alskens mail-samlinger) - men hos Hagen er lumsk og dobbelt dokumentarisk, eftersom adressaten er en unavngiven fange, M, sandsynligvis dømt for mord, i et dansk fængsel og afsenderen er en »forfatter« af en »novellesamling« ved navn »Christina Hagen«, der vil diskutere, hvad ondskab er, og menneskeliggøre fangen/fanger - men derfra lænker brevene sig jo på det virkelige fænomen, der er idealistiske/ensomme kvinders humanitære/amourøse brevvekslinger med især amerikanske døds-og livstidsdømte fanger.
I kolofonen står en »Tak til de indsatte/interviewpersonerne, der var med til at forme denne bogs ' du'«. Men udover indkapslede citater fra M's breve er de eneste synlige, håndgribelige resultater af researchen og feltarbejdet de ydre beskrivelser af et par besøg i fængslet. 90 pct. af brevene består aldeles a-dokumentarisk af Christina-jegets egne løsgående, subjektivistiske besværgelser og tirader og ikke mindst drømmereferater og fabuleringer (= dagdrømmereferater).
I romanens første to tredjedele er vel ca. 75 pct. af Christina-jegets ego-skrift drømme og fabler, om mere eller mindre skræmmende konfrontationer med M og (de 75 pct.) mere eller mindre appetitlige seksuelle rendezvouser med et ældre »idol« og den græske elsker Adonis (!) - hun har også noget (ondartet) med katte. I romanens sidste tredjedel er 90 pct. (i visse breve 100 pct.) af Christina-jeget ego-skrift en fortløbende, hallucinatorisk fabel om indbyggerne i M's amerikanske (og virkelige - jeg har googlet) barndomsby Vernon Valley, hvor han vistnok slog den unge pige Loretta Lee ihjel (vi hører også, som kontrast, om flere, måske dokumentariske besøg i den dødssyge, østjyske by Sunds, der har en uforklaret kritisk relation til enten M eller Christina-jeget).
Okay? Og pyh! Det er muligt at læse de første to tredjedele af romanen som en sardonisk udstilling af Christina-jeg'ets enten desperate eller udspekulerede misbrug af den dæmoniske morder-adressat og det (iflg. kolofonen) statsstøttede fængsels-projekt til at køre et rent privat og/eller kulørt skrift-lir af. Bortset lige fra, at det er med en formidabel konkret fantasi og livfuld stil, Hagen-forfatteren effektuerer misbruget! Det løfter sig urimeligt, i og med al grimhed og tarvelighed og vulgaritet (det er også bare så sort, sort sjovt!): »Både i dag og i går havde jeg en fantasi om at blive bollet op ad skraldespande af mit idol [ godt han ikke er navngivet! LB]. Jo federe han er, jo mere pirrer det mig at tænke på. Han ser så deprimeret ud med sine, store tunge hundeøjne. Jeg kunne være god ved ham. Sutte på den så blidt eller kysse ham hurtigt på kæben med kolde læber. Jeg kunne elske ham oprigtigt og længes efter duften af lakrids og frisk sved i hårene på hans bryst.
Kysse på kæben, dufte af lakrids. Hyper-ad! Den sidste tredjedels fabel om de mekanisk-dukkeagtigt grusomme og mishandlede indbyggere i Vernon Valley, med deres evige, stift idiosynkratiske monologer, er så den reelt foruroligende (fordi uformidlede) allegori over eller vision om ondskaben, på højde med (i kolofonen takkede) David Lynchs sene værkforbrydelser, som skrift-egotrippets fangeflugt fra det humanistiske dokumentarium har gjort muligt og genereret: »En lille, buttet pige kravlede på alle fire som en gammel, træt hund. Hendes blik var tomt, og hun havde ingen mimik. Bag hende gik Gloria King med sin sneglekurv i den ene hånd og en lang, sort hestepisk i den anden.
'Lad mig præsentere dig for min hest', sagde hun og svirpede med pisken. Hendes mørke, kunstige ben af plast stak ud under en gammel, hullet nederdel.« Jeg vil på det stærkeste fraråde alle rene sjæle at læse - for slet ikke at tale om anmelde - Christina Hagens forrygende fordærvede roman.

6. december, Bukdahls blog:

ABSOLUT TOP 2010 (plus bobleplast)
- det er nu der indstilles til priser med alle de kompromiser og udvandinger, forvridninger og fuckups, det medfører, så her er en helt ren, prioriteret liste over de bedste danske skønlitterære bøger (jeg har læst - en håndfuld ulæste har jeg stadig et godt øje til) i 2010, plus en hoben alfabetiske boblere

1. Harald Voetmann: Vågen

2. Pia Juul: Radioteateret

3. Christina Hesselholdt: Camilla - og resten af selskabet

4. Christina Hagen: 71 breve til M

5. Jens Blendstrup: Bombaygryde

6. Jens Smærup Sørensen: PHASE

7. Rasmus Nikolajsen: Socialdemokratisk digt

8. René Jean Jensen: Udvalgte værker (Om april i maj & Jeg har planlagt at dagdrømme)

9. Hans Otto Jørgensen: Sæt Asta fri

10. Marianne Larsen: Hvis en morgen en hittevoksen

Boblere (unævnt er de fleste af småforlagenes hypersmalleste udgivelser, dem gemmer jeg til Bukdahls Bet, den kommende vinder af hvilken måske slet ikke er nævnt i posten!?): Bøger af bl.a. Boberg, Bonnén, Dorph/Pasternak, Frank, Grotrian, Hede, Jørgensen (alle de andre), Larsen (Martin), Laugesen, Madsen (Viggo), Strandby Nielsen, Andkjær Olsen, Rifbjerg, Smith, Staun, Major Sørensen, Thykier ...

SÆT BASTA FRI!
Indsendt af Lars Bukdahl kl. 14.59

1. juli 2011, Bukdahls blog:

DE 13 KOSMISK EKSKLUSIVE KANDIDATER TIL BUKDAHLS BET - DEN SMALLE LITTERATURPRIS 2011!

1. Lene Asp: Moræne, After Hand

2. Kaspar Kaum Bonnén: Skabelser, Arena

3. Camilla Christensen: Nu har de druknet ham, Jorinde & Joringel

4. Christina Hagen: 71 breve til M, Gyldendal

5. Ida Marie Hede: Seancer, Anblik

6. René Jean Jensen: Om april, i maj, Anblik

7. Teddy Josephsen: Et kup det det, Servy Laséro

8. Cecilie Lind: Ulven åd min eyeliner, Organiseret vold begået imod den almindelige tale

9. Pejk Malinovski: Den store danske drømmebog, Basilisk

10. Martin Glaz Serup: Marken, After Hand

11. Amalie Smith: Fabrikken falder, emancipa(t/ss)ionsfrugten

12. Sternberg: Radikale mennesker og hjem i et længst eksploderet kvarter, Biblioteket Øverste Kirurgiske

13. Preben Major Sørensen: Barnet, Anblik

- MÅ DEN SMALLESTE GIGANT VINDE

(nærmere præsentation af kriterierne og værkerne i WA Bøger på næste fredag)!

Prisoverrækkelse tirsdag 5. juni, klokken 14, foran Café Svejk. ABC U THERE!

JP 26. januar 2013: